Plettet arum, Arum maculatum

32,00 kr.

Plettet arum, er en helt speciel plante med særprægede blomster, og en fantastisk rød-orange kolbe der gnistrer i sensommeren og efteråret. God til de skyggede områder af haven.

Antal

Plettet arumArum maculatum, er en flerårig plante, der breder sig via jordstængler. Det er en meget særligt udseende plante, der kan gro helt ubemærket under træer og buske, for så at gøre stærkt opmærksom på sig selv med de lysende rød-orange kolber i sensommeren og efteråret. Men blomsten er også noget helt for sig, nærmest eksotisk at se på. Til trods for navnet "plettet", er den mere end ofte uden de violette pletter, og kan derfor forveksles med dansk arum. Den letteste identifikation er at plettet arum har hvidgrønt hylsterblad, hvor dansk arum har helt græsgrønt hylsterblad. 

..........................................................................................................

Kategori: Nær-hjemmehørende. Frø fra vores biogeografiske region

Blomstring: Maj-juni

Højde: 20-40 cm

Voksested: Almindelig havejord. Fugtigt og næringsrigt. Kalkrig jord. Smuk i skovhaven. Halvskygge-skygge.

Biologi: Bestøvningen udføres primært af små fluer og sommerfuglemyg, der tiltrækkes af den helt særlige lugt af dødt kød. Selvom kolberne er giftige for mennesker, så nyder fugle at spise dem, og er dermed med til at sprede frøene. Understøtter 7 forskellige individer der lever på planten (ifølge PPE). 

Såtips: Frøene kan tage en rum tid før de spirer, sommetider op til et år eller længere! En god udfordring for de såglade 😊. For optimale forhold så frøene ikke tørrer ud, kan de sås i fugtigt sand, og placeres et skyggefyldt sted i haven vinteren over, så de får en kuldebehandling. Hold øje med at jorden konstant er fugtig, uden at være drivvåd. Overdæk evt. såbakken/kassen med net eller fiberdug, så fugle ikke kan komme til dem. Når spiringen sker, så anbring spireplanterne i det bed de skal gro. 

Hjemmelavet kuldebehandling: Frø sået i sensommer og efterår, gennemgår en naturlig fugt og kuldebehandling. Men hvis man selv vil styre processen kan man prøve følgende. Bland frøene i en plastpose sammen med fugtigt sand. Læg posen i en kasse med låg eller på anden måde beskyttet fra fugle, mus og andre nysgerrige dyr. Lad posen overvintre i den anbefalede kuldeperiode i køleskabet, en kold garage eller lignende. Tjek indholdet fra tid til anden, for at se om sandet vedbliver med at være let fugtigt (aldrig drivvådt). Ellers spray med en forstøver ned i posen. Efter endt kuldeperiode, kan posens indhold bredsås i bakker eller såbede når temperaturen stiger.

Optimale såtidspunkter: August-november og februar-marts

Generelle såtips:

  • Så enkeltarter i bakker eller såbede. Vigtigt er det at der er bar jord. 
  • Frø sået ud i en græsplæne eller anden tæt vegetation, vil ikke lykkes optimalt.
  • De fleste frø skal blot have lille drys af jord, grus eller sand over sig. Som tommelfingerregel skal frø sås i en dybde på ca. 2 gange frøets diameter.
  • Meget små frø dækkes ikke, men trykkes blot let ned i jorden.
  • Hold altid frø fugtige, mens spiring foregår. Fugtige, men ikke drivvåde.

Læs mere om såning af vilde frø HER.

Ca. 30 frø