Langstilket lærkespore, Corydalis solida
Flerårig forårsbebuder. Bedst i skovbund og skyggebede. Lidt mindre end den hulrodede lærkespore.
Langstilket lærkespore, Corydalis solida, er en flerårig forårsbebuder, som kan danne tæpper under træerne i havens skyggefulde dele. Blomster og blade forsvinder efter blomstringen. Rødderne er dybtliggende knolde. Blomsterfarven er variabel (rød, lilla, hvid) og det er denne lærkespore, som er grundlaget for mange forædlede sorter. Humlebier bider hul i kronrøret, for at stjæle nektar uden at bestøve dem. Frøene er myrespredte, p.g.a. deres olielegemer.
..........................................................................................................
Kategori: Nær-hjemmehørende. Frø fra vores biogeografiske region
Blomstring: April-juni
Højde: 10-20 cm
Voksested: Almindelig, muldet havejord. Kan tåle tør jord. Skovhaven. Lys i maj, ellers skygge.
Biologi: Tiltrækker en del humlebier og bier, som fx forårsvægbi. Understøtter 6 forskellige arter, som lever på planten (ifølge PPE).
Såtips: Frøene spirer optimalt efter en kuldebehandling, -4°C-+4°C, i 6-8 uger. Så tidligt efterår udenfor, så passer det med at de spirer i foråret.
Hjemmelavet kuldebehandling: Frø sået i sensommer og efterår, gennemgår en naturlig fugt og kuldebehandling. Men hvis man selv vil styre processen kan man prøve følgende. Bland frøene i en plastpose sammen med fugtigt sand. Læg posen i en kasse med låg eller på anden måde beskyttet fra fugle, mus og andre nysgerrige dyr. Lad posen overvintre i den anbefalede kuldeperiode i køleskabet, en kold garage eller lignende. Tjek indholdet fra tid til anden, for at se om sandet vedbliver med at være let fugtigt (aldrig drivvådt). Ellers spray med en forstøver ned i posen. Efter endt kuldeperiode, kan posens indhold bredsås i bakker eller såbede når temperaturen stiger.
Optimale såtidspunkter: August-november og februar-marts
Generelle såtips:
Læs mere om såning af vilde frø HER. |
Ca. 70 frø


