Alm. bjørneklo, Heracleum sphondylium
Frodig og smuk plante til skovbedet. Særlig værdifuld for biodiversiteten i haven.
Må ikke forveksles med kæmpebjørneklo!
Almindelig bjørneklo, Heracleum sphondylium, er en 2-årig plante eller kortlivet staude, men sår sig villigt, så den opretholder sin bestand i haven. Oftest omkring 1-1.5 meter, men kan blive 2 meter hvis forholdende er til det. Den har kun en smule af de allergene egenskaber som sit familiemedlem kæmpebjørneklo, og er ret ufarlig på linie med andre skærmplanter. Til gengæld er den værtsplante for MERE END 100 arter, og har stor betydning for dyrelivet i haven. De store hvide skærmblomster søges af mange insekter bla. svirrefluer og bier. I en engelsk undersøgelse ligger den blandt de 10 bedste nektarplanter! En virkelig værdifuld plante til flimrende let skygge under træerne.
..........................................................................................................
Kategori: Hjemmehørende. Frø fra vores biogeografiske region
Blomstring: Juni-september
Højde: 1-2 meter
Voksested: Almindelig havejord. Let fugtige jord. Næringsrig jord. Lerjord. Sol-halvskygge.
Biologi: De nektarholdige blomster besøges af virkelig mange insekter, og den er blandt de 10 bedste nektarplanter. Er endvidere værtsplante for mere end 108 arter (ifølge PPE), heriblandt arter som kun lever på denne plante. Det er usædvanligt mange.
Såtips: Kræver kuldebehandling i 4-6 uger, -4°C-+4°C. Så frøene i efteråret og lad dem overvintre udendørs. Det ophæver frøhvilen. Frø som ikke spirer 1. forår, kan afvente 2. forår og spire der.
Hjemmelavet kuldebehandling: Frø sået i sensommer og efterår, gennemgår en naturlig fugt og kuldebehandling. Men hvis man selv vil styre processen kan man prøve følgende. Bland frøene i en plastpose sammen med fugtigt sand. Læg posen i en kasse med låg eller på anden måde beskyttet fra fugle, mus og andre nysgerrige dyr. Lad posen overvintre i den anbefalede kuldeperiode i køleskabet, en kold garage eller lignende. Tjek indholdet fra tid til anden, for at se om sandet vedbliver med at være let fugtigt (aldrig drivvådt). Ellers spray med en forstøver ned i posen. Efter endt kuldeperiode, kan posens indhold bredsås i bakker eller såbede når temperaturen stiger.
Optimale såtidspunkter: August-november
Generelle såtips:
Læs mere om såning af vilde frø HER. |
Ca. 25 frø


